Den forbudte skuffelse

I dag havde Marie Østerby på bagsiden af Urban skrevet en meget fed kronik om sommerferier og om, hvordan de tit ender med at blive en kæmpe skuffelse, fordi folk har helt urealistiske forventninger til dem (tabe fem kilo, finde den perfekte bikini, lave sund og hip grillmad hver aften osv.) Hendes opfordring lød på, at man sænkede forventningerne og dermed fik en bedre ferie, og på en måde syntes jeg jo, at det var et meget godt forslag – men så provokerede det alligevel nogle tanker, jeg har gået og gjort mig et stykke tid…

For hvis der er en følelse, der ikke er plads til i vores ellers ganske følelsesladede samfund, er det skuffelsen. Det er okay at blive vred, forarget, ked af det eller glad og nyforelsket – men skuffelser holder vi for os selv eller maskerer dem som andre, mere acceptable følelser.

“Pas nu på, du ikke blir skuffet!” hører jeg mig selv sige til mine veninder, når de fabler om en eller anden ny fyr, de flirter med.  “Skru nu ikke forventningerne for højt op,” siger man, når nogen har fået nyt job og glæder sig (lidt for meget) til at komme i gang. Hvis jeg har glædet mig til en fest, et nyt job eller en ferie, og det ikke lever op til mine forventninger, hører jeg meget sjældent mig selv beskrive det for veninderne som skuffelser. Måske forsøger jeg at fremhæve de gode ting – som fx da jeg var i praktik sidste år. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at komme i praktik og var ret stolt af selv at have fundet og arrangeret det hele – og så stank det bare for vildt! Jeg hadede at være der og ku bare ik få de 5 måneder overstået hurtigt nok. Så i lang tid forsøgte jeg at være den glade optimist: “Ja, jeg er godt nok ret træt af min chef, og mine arbejdsopgaver er ret kedelige, men jeg lærer en masse, og det er jo det vigtigste!” Senere i forløbet ændrede jeg taktik (ku ganske enkelt ik finde på mere positivt at sige ) så i stedet begyndte jeg at sable stedet ned og råbe længe og højlydt om, hvor latterligt det hele var, og hvor mange ting, der bare var for dårlige.

Optimismen er beskyttende, vreden er stærk – men skuffelsen er på en eller anden måde en ydmygende falliterklæring. Tænk, at man kunne være så naiv at tro, at ham den lækre rent faktisk kunne tænke sig at være vild med mig også; eller tænk at være så blind over for alle de problemer, der kunne være på en arbejdsplads – hvor dum og kikset kan man blive?!

Og prøv så at tænke på dem, der er skuffede over livet – de blåøjede lillepigedrømme om bryllup, familie, børn, karriere og tryghed,  der pludselig er strandet i et liv i ensomhed og økonomisk fiasko. Eller den klassiske midtvejskrise, der i klichéen driver mange halvskaldede, midaldrende mænd til at købe en rød sportsvogn og skifte konen ud med en yngre model – angiveligt fordi, de en dag bare vågnede at fandt ud af, at livet ikke var blevet, som de havde regnet med.

Hvad nu, hvis der var plads til at sige: “Jeg er skuffet,” uden at få moraliserende pegefingre om éns også noget urealistiske forventninger eller nedværdigt medlidende blikke slynget i hovedet. Gad vide, hvordan verden så ville se ud?

De ligegyldige forventinger (den med bikinien, de 5 kilo og BoBedre-tilværelsen) er det måske meget godt at få aflivet her før sommeferien, men ellers synes jeg så ganske afgjort, at vi skal holde forventningerne høje - især fordi, vi har en Gud, som vi i høj grad kan forvente meget af, og som også er klar til at tage over, når skuffelsen rammer.