Kender I ham her…?

Lidt Youtube ska der til engang i mellem (en sand velsignelse på en rastløs regnvejrsaften!) – og ham her er altså en af de bedre Tak fordi der er mennesker, der gider bruge vildt lang tid på at indøve den slags vanvittigheder bare for at underholde mig…

http://www.youtube.com/watch?v=4TM3GbxaNLI

Svømmehalsmanifest

Som den glade, omend sporadiske, idrætssvømmer, jeg er, lider jeg altså sommetider under forholdene i de københavnske svømmehaller. Derfor må jeg nu, i luthersk stil, slå mine, ikke 95, men 5 teser op i mit imaginære cyber-Wittenberg:

1: Der er en grænse for, hvor gamle ens børn kan være, før det holder op med at være okay at slæbe dem med i det modsatte køns omklædningsrum. Jeg kan ikke sætte et præcist tal på, men jeg kan udmærket udpege de tilfælde, hvor det i hvert fald er helt galt!

2: Der er en grænse mellem at strække diskret ud i saunaen og så at udføre fysioterapeutiske træningsprogrammer – og stønne imens!

3: (og den er måske mest til mig selv:) Der er en grænse mellem at svømme friskt til og så på at meje sine medsvømmere ned i bassinnet!

4: – til gengæld er der også en grænse mellem at hyggesvømme i sit eget tempo og så bare at ligge og flyde som en strandet hval i bassinnet og spærre passagen for andre, der måske godt ku tænke sig at få lidt puls ud af træningen!

5: Og så støtter jeg altså idéen om sundere mad i hal-cafeterierne – det er da for langt ude, at børn sidder og æder pomfritter, når de endelig har fået noget længe tiltrængt motion.

Hvis der er nogle, der vil fortsætte med de næste 90 teser, skal de være velkomne!

Jeg, mig selv og mig selv… og mig selv…

“Of the many men who I am, who we are
I can’t find a single one,
they disappear among my clothes,
they’ve left for another city
      
When everything seems to be set
to show me off as intelligent,
the fool I always keep hidden
takes over all that I say
   
[...]
      
While I am writing, I’m far away
and when I come back, I’ve gone
I would like to know if others
go through the same things that I do
have as many selves as I have
and see themselves similarly;”

(uddrag fra Pablo Nerudas digt “We are many”)

Okay, bortset fra, at jeg ikke kan sige, at jeg er “mange mænd”, føler jeg, at dette digt taler meget til mig. Følelsen af at rumme utrolig mange personligheder og være i tvivl om, hvilken en af dem, der egentlig er kernen, er meget bekendt. I nogle menneskers selskab træder en bestemt side af min personlighed frem – jeg bliver fx enormt trucket sammen med visse mennesker, mens andre kalder en mere intellektuel eller måske en udpræget feminin side frem i mig. Det er svært at afgøre, i hvilken situation, jeg føler mig mest som “mig selv”.

Det er især en problematik, der bliver relevant, når man dater. Findes der et andet menneske, i hvis selskab der er plads til alle siderne af éns personlighed – og er dette overhovedet nødvendigt for at leve et godt liv? Og hvordan ved jeg, om jeg selv er god nok til at give plads til andre menneskers fulde identitet, eller om jeg ubevidst presser dem ned i en kasse, hvor de lige passer ind i mit verdensbillede?

“Elementær postmodernisme”, vil nogle sige… Men stadig kompliceret, synes jeg.

Ska der være gilde, så lad der være gilde!

Nu er jeg sommetider lidt sent ude, hvad angår sidste nye sladder, så jeg har først i dag opfanget nyheden om den 16-årige Corey Delaney fra Melbourne, som i lørdags holdt en lille fest, mens hans forældre var udenbys. Eller – tingene kan jo udvikle sig, og pludselig taler vi 500 vilde og gale teenagere i baghaven, politihelikoptere, hærværk i nabolaget som ville få Ungdomshustilhængere til at tabe næse, ører og mund, og alkohol i stride strømme!

Forældrene kigger nu på en $20,000-bøde og er mildest talt temmelig misfornøjede! Det samme er politi, naboer og hele den australske offentlige sfære. Den eneste, der lader til at være forholdstvist cool omkring det hele, er tilsyneladende den famøse Corey. Hans kommentar til det hele er: “Best party ever, that’s what everyone’s saying.” Altså teenagere… Godt man ik har sådan nogle!!

Efter en længere pause…

Ja, julepausen på bloggen blev lidt længere end først forventet. 3-døgns-casen fremprovokerede en total fobi for computertastaturer og skriftlige fremstillinger over sms-niveau, så det er ikke blevet til så mange indlæg. Men siden de kendte nu er begyndt at skrive på bloggen igen, må jeg jo se at spænde hjelmen og lade fingrene danse over tastaturet igen

I første omgang blir det til et nyt tema – selvom det sikkert vil skuffe Henrik, måtte jeg altså ha noget mindre julet og mere lyst…

Nu er det jo snart for sent at begynde at skrive om nytårsforsætter, året der gik osv, så i stedet kommer her en top5 over 2008 foreløbig:

1. Fantastisk nytårsferie i Hvide Sande med hyggelige mennesker, flot vejr og go mad
2. Ny cd med Kirk Franklin, som er vendt tilbage i virkelig lækker stil (bedst som jeg ellers var ved at opgive ham)
3. Et blik på kalenderen vidner allerede om mange hyggelige stunder med venner og familie – både vel overståede og planlagte
4. 2008 tegner til at blive året, hvor jeg bliver færdig som cand.mag. og én gang for alle slipper væk fra eksamensstress, SU og asbest-befængte undervisningslokaler på KUA
5. Der er stadig 353 (eller 52 – hvordan er det nu med skudår?) dage tilbage, som kan rumme alt fra ultrapinlige bommerter til fantastiske, mindeværdige succesoplevelser.

Godt nytår!