Jeg, mig selv og mig selv… og mig selv…

“Of the many men who I am, who we are
I can’t find a single one,
they disappear among my clothes,
they’ve left for another city
      
When everything seems to be set
to show me off as intelligent,
the fool I always keep hidden
takes over all that I say
   
[...]
      
While I am writing, I’m far away
and when I come back, I’ve gone
I would like to know if others
go through the same things that I do
have as many selves as I have
and see themselves similarly;”

(uddrag fra Pablo Nerudas digt “We are many”)

Okay, bortset fra, at jeg ikke kan sige, at jeg er “mange mænd”, føler jeg, at dette digt taler meget til mig. Følelsen af at rumme utrolig mange personligheder og være i tvivl om, hvilken en af dem, der egentlig er kernen, er meget bekendt. I nogle menneskers selskab træder en bestemt side af min personlighed frem – jeg bliver fx enormt trucket sammen med visse mennesker, mens andre kalder en mere intellektuel eller måske en udpræget feminin side frem i mig. Det er svært at afgøre, i hvilken situation, jeg føler mig mest som “mig selv”.

Det er især en problematik, der bliver relevant, når man dater. Findes der et andet menneske, i hvis selskab der er plads til alle siderne af éns personlighed – og er dette overhovedet nødvendigt for at leve et godt liv? Og hvordan ved jeg, om jeg selv er god nok til at give plads til andre menneskers fulde identitet, eller om jeg ubevidst presser dem ned i en kasse, hvor de lige passer ind i mit verdensbillede?

“Elementær postmodernisme”, vil nogle sige… Men stadig kompliceret, synes jeg.