Ska der være gilde, så lad der være gilde!

Nu er jeg sommetider lidt sent ude, hvad angår sidste nye sladder, så jeg har først i dag opfanget nyheden om den 16-årige Corey Delaney fra Melbourne, som i lørdags holdt en lille fest, mens hans forældre var udenbys. Eller – tingene kan jo udvikle sig, og pludselig taler vi 500 vilde og gale teenagere i baghaven, politihelikoptere, hærværk i nabolaget som ville få Ungdomshustilhængere til at tabe næse, ører og mund, og alkohol i stride strømme!

Forældrene kigger nu på en $20,000-bøde og er mildest talt temmelig misfornøjede! Det samme er politi, naboer og hele den australske offentlige sfære. Den eneste, der lader til at være forholdstvist cool omkring det hele, er tilsyneladende den famøse Corey. Hans kommentar til det hele er: “Best party ever, that’s what everyone’s saying.” Altså teenagere… Godt man ik har sådan nogle!!

Så er det tid til en ny Google Greatest

Folk finder stadig vej til bloggen via de pudsigste søgeord. Jennifer aniston er blevet det nye hit – hun er der hver dag som topsøgeordet. Derudover vil folk gerne vide, hvordan man dividerer i hånden, og flere andre ting – se bare her et lille udpluk af søgeordene:

• bare tæer
• skævinge posthus
• kat klæd ud
• klæd ud tøj marilyn monroe
• tante møghe
• lysende julemand
• æg og cykelhjelm
• fransk bandeord
• Åh Louise kan ikke fange grise

- det ka man da kalde alsidighed!

Den var alligevel ny…

Når man blir ringet op en fredag aften kl. 23.30 af et nummer, man ik kender, blir man lidt nysgerrig… Jeg tog nummeret på dgs.dk og fandt ud af, at det tilhørte en adresse på Ydre Nørrebro, som jeg på ingen måde kendte. Jeg sendte en sms til nummeret og spurgte, hvem det var, der ringede til mig.

10 minutter efter blir jeg ringet op af en meget venlig kvinde, der storfnisende sir “Hej, du er Louise fra Friis&Co. ikk’?” Jeg måtte benægte 3 gange, før hun troede på mig, hvorefter hun fortalte mig, at min stemme lød fuldstændig lissom førnævnte Friis&Co.-Louise… De havde fundet mit telefonnummer på nettet og gik ud fra, at jeg var hende, de ledte efter. Interessant nok – der rejser sig nu flere på hinanden følgende spørgsmål:

• Er Louise et af designernavnene bag firmanavnet Friis&Co. eller er hun måske en ekspedient, der arbejder i en af tøjforretningerne?
• Er det overhovedet tøjmærket, der er tale om, eller er der måske tale om en familie, hvor den ene hedder Friis?
• Hvorfor vil de ha fat i denne Louise? Hvis det er en designer, vil de så interviewe hende, forsøge at lande et job – eller er vi ude i et desperat scoreforsøg af den slags, man kun forsøger sig med en fredag aften, når stemningen og promillen er høj, og man sammen med vennerne blir enige om, at “vi tzchar da liiih hendes nummer på næthet og fåhr fhat i hende szchilden…”?

Måske sku jeg ligefrem ringe tilbage i morgen og få afklaret nogle af alle disse spørgsmål – og samtidig følge udviklingen i historien…

Børns umiddelbare sprogdannelse

Citat fra min 5årige nevø, Joachim, som var på besøg i dag: “Engang derhjemme, da jeg var kommet i seng, var det, at jeg fik tyk mund, fordi jeg skulle kaste op…”

Hvor er det fantastisk, så malerisk og umiddelbart et barns sprog kan være. Selvom jeg udmærket straks fangede, at udtrykket “at få tyk mund” vist ikke er anerkendt af Dansk Sprognævn, er der vel ingen, der er i tvivl om, hvad det betyder?!

Det beskrev virkelig så fantastisk den følelse, man netop har, lige inden man ska kaste op, så i denne influenza-tid, hvor mange vel render rundt med den følelse, ville jeg lige dele det med folket (og evt. samtidig slå Mikaels rekord i at være frastødende på sin blog )

Hvilken Gevalia byder du uventede katte?

Jeg fik en lidt sjov, men meget hyggelig gæst i min ydmyge bolig i dag. Efter en lang dag på høje hæle til pressekonference med arbejde, glædede jeg mig usigeligt til at komme hjem i min lejlighed og smække benene op et par timer, inden jeg sku videre til husgruppe. Men da jeg trådte ind i min lejlighed, var jeg ikke alene – pludselig mærkede jeg noget smyge sig mod mit højre ben, og da jeg kiggede ned, stod der en for mig ubekendt kat og så ud som om, det var det mest naturlige i verden, at den stod dér.

Mens jeg stod mere eller mindre handlingslammet i entréen, begynte min selvudnævnte gæst så frimodigt at tjekke min lejlighed ud – den var inde og kigge under min seng, under min sofa, ude i køkkenet, og den var sågar også en tur omkring badeværelset. Jeg er ikke så vant til katte, så jeg gik bare småmåbende rundt efter den, forundret over dens fuldstændig cool, hjemmevante færden i mit hjem. Det var først efter et stykke tid, at jeg fik taget mig sammen til at samle den op og bære den op til overboen (et ældre ægtepar, som har boet i nabolaget i 117 år, og som derfor kender alt og alle), som fandt ud af at åbne dens halsbånd og læse, hvor den hørte til.

Så jeg tog katten på armen og slæbte den over til den adresse, vi var havde fundet – som så viste sig at at være forkert! Men det var katten heldigvis ligeglad med – da de åbnede døren, strøg den ligeså hjemmevant ind, som den havde gjort ved mig, og husets frue ku oplyse, at den tit hang ud dér og legede med deres børn. Så jeg efterlod min nye animalske ven i deres varetægt og gik hjem og nød de ca. 20 minutter, der var tilbage af min eftermiddag.

Før alt dette, havde jeg dog haft åndsnærværelse nok til at ta et billede af kræet; vældig sød – en anelse socialt udfordret, men af en kat at være var den faktisk overraskende charmerende!

 

Så er valget truffet

Jeg må altså også lige linke til min nye yndlings-kandidat til valget: http://webpastor.blogspot.com/2007/10/stem-p-kim.html

- så behøver man ik æde mere valgflæsk, sagen er bøf!

Søgeord fra statistikken

Som nogle ved, elsker jeg at tjekke min blogstatistik for, hvilke ord, der har bragt folk til bloggen. Hvad mon målet er med en googlesøgning med ordene: mand + hund + papegøje + gud ?! Det er jo en hel rebus…

Når man virkelig er desperat træt af sit telefonselskab…

Jeg har fået en ny helt: http://politiken.dk/udland/article385113.ece

Singin’ in the streets

Den anden dag, da jeg cyklede hjem fra arbejde, havde jeg en af de små pudsige oplevelser, man tit begaves med, når man bor og færdes i København. En mandlig medcyklist passerede mig på Nørre Voldgade, syngende af karsken bælg. Det var lige før et lyskryds, så jeg havde fornøjelsen af at holde bagved ham et par sekunder, før han igen sprang i pedalerne og gjaldede videre på sin lille arie, eller hva det nu var.

Først tænkte jeg, at han da godt nok var en spøjs fætter (og de andre stedværende trafikanter rystede også på hovedet og rullede med øjnene), men så kom jeg til at tænke videre: hvorfor er det egentlig, at vi i samfundet har vedtaget, at det er mærkeligt at synge højt, når der er andre tilstede? Mange af os går gerne og synger derhjemme, når der ikke er andre tilstede – og så snart, nogen træder ind i rummet, undskylder den syngende og klapper i. Når jeg går/cykler på gaden, har jeg ofte en sang i hovedet, og når jeg engang i mellem begynder at bevæge læberne og nynne med, tager jeg hurtigt mig selv i det, klapper i som en østers og flover mig lidt. Er det noget jantelov, der spiller ind – de andre ska i hvert fald ik tro, at jeg er sådan en, der syns, jeg selv synger helt vildt godt, eller er det en anden forskruet kulturel norm, der ligger til grund?

Ligemeget hvad, syns jeg, det er noget pjat – sang er da dejligt, man blir glad af at synge, og man signalerer også en positiv indstilling over for andre. Okay, det ville selvfølgelig blive en kakafoni af dimensioner, hvis 1 mio. mennesker i Kbh. hele tiden gik og nynnede de 1 mio. forskellige sange, de havde i hovedet – men helt ærligt: det ville da være rarere at høre på end: “Ta og fedt af, dit klamme møgsvin!”eller “Se så at få røven med dig, eller jeg knalder dig en lammer!”

Da jeg arbejdede i hjemmeplejen, gik jeg næsten altid og sang, når jeg støvsugede. En dag, da jeg var hjemme ved et gammelt ægtepar, gik jeg og hyggede mig med noget Whitney Houston – selvfølgelig med alle de improvisationer, jeg hverken har stemme eller teknik til, men hva skidt – når støvsugeren alligevel overdøver! Det gjorde den så åbenbart bare ik, for pludselig kom konen hen til mig, prikkede mig på skulderen, og sagde “nej, går du og synger?” Jeg slukkede for støvsugeren og begyndte på en undskyldning, men hun afbrød mig, kaldte på manden og sagde: “ka du ik bare lige synge lidt højere – min mand er lidt halvdøv, og han ska da også ha glæde af det!” Fed indstilling

10 positive

Mikael har tagget mig, så her kommer, i vilkårlig rækkefølge, 10 positive ting om mig selv (det skræmmende er, at jeg faktisk slet ik havde svært ved at finde på dem – jeg havde nærmere problemer med at trimme det ned til 10 – har man så for meget selvtillid?!)

- har god humor og ka næsten altid få folk i godt humør
- loyal/trofast
- diplomatisk
- intelligent
- sym- og empatisk
- engageret  – lægger sjæl og tanker i stort set alt, hva jeg foretager mig
- temperamentsfuld (ja, jeg er glad for mit temperament)
- kaster mig ud i mange ting i en stærk tro på, at jeg ka alt
- omsorgsfuld
- ikke selvhøjtidelig

Sjovt nok er det jo ofte éns bedste sider, der samtidig er éns akilleshæle – både temperamentet, den engagerede tilgang til livet og den overdimensionerede selvtillid er jo også de ting, der ofte får mig ned med nakken, men i bund og grund er jeg alligevel dybt taknemmelig for, at Gud har skabt mig med også de sider til at krydre min personlighed, og at jeg er vokset op i en familie, hvor jeg har fået lov til at udvikle mig på en go måde!

Jeg tagger Kat, Henrik og Schjelde (bare for at se, om jeg ka logge dig til at blogge igen – ellers ska du bare føle dig fri til at springe over )