Svømmehalsmanifest

Som den glade, omend sporadiske, idrætssvømmer, jeg er, lider jeg altså sommetider under forholdene i de københavnske svømmehaller. Derfor må jeg nu, i luthersk stil, slå mine, ikke 95, men 5 teser op i mit imaginære cyber-Wittenberg:

1: Der er en grænse for, hvor gamle ens børn kan være, før det holder op med at være okay at slæbe dem med i det modsatte køns omklædningsrum. Jeg kan ikke sætte et præcist tal på, men jeg kan udmærket udpege de tilfælde, hvor det i hvert fald er helt galt!

2: Der er en grænse mellem at strække diskret ud i saunaen og så at udføre fysioterapeutiske træningsprogrammer – og stønne imens!

3: (og den er måske mest til mig selv:) Der er en grænse mellem at svømme friskt til og så på at meje sine medsvømmere ned i bassinnet!

4: – til gengæld er der også en grænse mellem at hyggesvømme i sit eget tempo og så bare at ligge og flyde som en strandet hval i bassinnet og spærre passagen for andre, der måske godt ku tænke sig at få lidt puls ud af træningen!

5: Og så støtter jeg altså idéen om sundere mad i hal-cafeterierne – det er da for langt ude, at børn sidder og æder pomfritter, når de endelig har fået noget længe tiltrængt motion.

Hvis der er nogle, der vil fortsætte med de næste 90 teser, skal de være velkomne!

Min indre Dolph…

… kommer frem, når jeg læser en nyhed som denne

Danske Regioner har haft den store lommeregner fremme og regnet ud, at manglen på sygeplejersker ville blive løst på én gang, hvis alle deltidssygeplejerskerne gik på fuld tid.

»Det er kommet bag på mig, at så mange arbejder på deltid, og set med vores øjne ligger løsningen jo lige for. At arbejde små tre timer mere om ugen kan de fleste vel magte, og så behøver vi ikke at hente sygeplejersker i Indien eller Filippinerne for at dække vores behov,« siger Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, til Politiken (min kursivering).

Undskyld mig, lever Bent Hansen sit liv i feudal-samfundet eller det kommunistiske Rusland, hvor overmagten/staten frit kan disponere over folks tid og liv efter forgodtbefindende?! Hvis folk vælger at gå på deltid, så vælger de at gå på deltid, og så ka man da ikke komme og kræve, at de lige arbejder 3 timer mere om ugen (og prøv i øvrigt lige at forklare de dér timer til børnene, der 3 dage om ugen skal hentes en time senere i børnehaven?!).

Vi lever forhåbentlig stadig i et land, hvor det er op til folk selv, hvor mange timer de vil arbejde om ugen (så længe de kan forsørge sig selv). Hvis nogle kvinder vælger at prioritere familien – eller bare deres almene fysiske og psykiske velbeifndende – over jobbet, så skal de sandelig have lov til det, og så skal der ikke sidde nogle støvede mænd på et kontor og disponere over dem som skakbrikker på et bræt!

Det værste er, at flere medier har valgt at indtage Bent Hansens grænse-aristokratiske indstilling til sygeplejerskernes modvilje mod de ekstra arbejdstimer – nyhedsoplæseren på TV2 Radio i morges havde synlig indignation i stemmen, da hun forklarede at de ”ikke havde lyst” til at arbejde mere. Der tegnes et billede af sygeplejestanden som en flok forkælede, dovne slamberter, der ikke er en kæft interesserede i samfundets bedste – ironisk nok, deres arbejde taget i betragtning…

Nå, det var dagens galde! Jeg ku også godt ha bitchet over de mandlige præster, der ikke vil give hånd til deres kvindelige kolleger, men jeg har vist fået afløb nok for i dag…

Ny støtteforening

Jeg har et forslag til en ny støtteforening:

Foreningen for folk, der er trætte af reklamebude, der ringer på éns dørtelefon i tide og utide!

Ka det ikke lade sig gøre at få lavet en lov, der forbyder dem at ringe på mere end 2 gange samme sted? Det mest irriterende er da, når man ligger i sin seng lørdag formiddag og ka høre, at der først blir ringet på først i stuen, så første sal osv. Man ligger bare og venter på, at den ska nå op til éns egen lejlighed… Og det værste er da, når de bare jerner’ knappen i bund og holder den inde, til nogen svarer!

Helt ærligt, det må man da ku få forbudt! Det grænser jo til personlig chikane…

Konspirationen fortsætter og fortsætter videre…

Jeg har tidligere nævnt, at der eksisterer en større sammensværgelse, der konspirerer med henblik på at gøre livet surt for mig. Den tæller Blockbuster, Københavns Universitet, producenterne af engangsgrill’er – og nu også TV2! Hva ligner det at aflyse Desperate Housewives for at sende en åndssvag fodboldkamp?! Hva tror de, vi har Eurosport til?!

Man skal jo tale om valg i dag…

Den danske journaliststand befinder sig altså i en sølle forfatning, når man I radioavisen kan bruge indtil flere sekunder på at redegøre for, hvorvidt Grevinde Alexandra har tænkt sig at stemme ved dagens valg.

Men, som altid når jeg hører den slags nyheder, tænker jeg, at det da i det mindste er et tegn på, at der ikke er sket så mange forfærdelige ting i verden, som der plejer, når man må udfylde nyhedstiden med noget så evindelig ligegyldigt… Og det, at jeg sidder her og blogger om det (og så i arbejdstiden!!) er vel et tegn på, at jeg selv er rimelig meget ovenpå overskudsmæssigt…

Go’ valgdag og stem pænt!

Jule-kværulanteri

Der er en ting, jeg må påtale. Det er en ting, der kan få mig temmelig højt op og koge, så hvis man har fået sin dagsration af møgfald, kan man roligt bladre videre. Problemet kan måske samles i ordet “jule-kværulanteri”.

I mange år har det været en tratidion at trække på skuldrene og rulle med øjnene, når de første julekataloger røg ud i begyndelsen af september. Fint nok – det er også lidt fjollet. Men de senere år er det som om, en større og større gruppe af befolkningen er begyndt at sætte en ære i at brokke sig over julen – jo tidligere og værre, jo bedre! De skal ikke se skyggen af en grangren eller et gadelys i november, så er de i gang med at bitche! Mange begynder faktisk at ta glæderne på forskud allerede i oktober – de behøver ik at ha set noget julepynt endnu – bare tanken om, at det formentlig kommer op i november, er nok til at sætte deres pis i kog. Når det så bliver december, skulle man tro, at kværulanterne faldt lidt til ro – men nej, så brokker de sig over, at gadepynten er kitchet, nisser hedenske, maden er usund og yada-yada-yada…

Hvad er det dog for en besyndelig, deprimerende og, ja, småforkælet adfærd?! Og hvorfor skal det gå ud over os andre, der har det så aldeles glimrende med julen? Hvorfor skal man pludselig føle sig som en naiv landsbytosse, bare fordi man blir glad af et se en stor, fed, lysende julemand hænge og blinke over Amagerbrogade?! Bevares, jeg kan da godt se, at det ikke er BoBedre, og jeg ku heller ik tænke mig at indrette mit hjem sådan til daglig, men det er da hyggeligt. (Og så findes der jo også mere smagfuld gadepynt, fx på Frederiksberg). Og FYI så behøver julemad ikke være fed og klam – man bestemmer selv doseringen af smør, gåsefedt, marcipan osv… (nisserne gider jeg ikke diskutere – dem accepterer jeg bare)

Mange argumenterer for, at julen hører hjemme i december – eller måske kun i selve juledagene  (og ja, de har for så vidt ret – resten hedder jo teknisk set “advent”). Derfor skal der kun julepyntes og julehygges i de dage, mener de. Men helt ærligt – hvert år hører vi aldrig om andet end alle de mennesker, der får stress over alle de ting, de skal nå i julens begrænsede dage. Drikke gløgg, rende til julefrokoster, hygge med børnene (meget stressende!), bage julekager, købe julegaver, gå hyggelige ture i skoven efterfulgt af æbleskiver osv. – helt ærligt, hvorfor så ikke embrace’ den tidligt fremskredne jul og tage i mod den ekstra måneds juletid med kyshånd. Man behøver jo ikke at leve af æbleskiver og risengrød fra dag 1 – men der er da mange ting, man godt så småt kan begynde at hygge sig med i november. Og én ting er sikkert: der er en grund til at julen er blevet placeret om vinteren – masser af lys og kvalitetstid med fokus på mennesker, man holder af, er den bedste kur mod vinterdepressioner, så der er der i hvert fald ingen, der tager skade af!

Konklusionen på alt dette bliver: Hvis du vil hade julen, så gør det for dig selv, og lad os andre nyde det i fred. Så sæt dig ned, æd din brunkage, smil og se glad ud, for crying out loud! Om ik andet, så for de vinterdepressions-ramtes skyld – de har det svært nok i forvejen, uden også at skulle høre på mavesure julekværulanter! Og, nåh ja – glædelig jul

Kanel – nej tak!

På mandag fylder jeg 25 – det første skarpe hjørne rundes, jeg træder ind i de voksnes rækker, og hvad man nu ellers ka finde på at sige. Og så er det jo, at der er nogle ubehagelige mennesker, der syns, det er på sin plads at overdænge én med julekrydderier… Nu sætter jeg stor pris på kanelkringle, gifler, risengrød, østerlandsk mad, moussakka osv, så krydderiet kanel er ikke noget, der i sig selv generer mig – men på mandag vil så meget som skyggen af benævnte krydderi få mit blodtryk til at fare op i det røde felt, og min uinskrænkede vrede vil straks rettes mod eventuelle ansvarlige!

For hvad er det dog for en besynderlig skik??! “Hej, du er 25 og ugift, og det er dybt unormalt – derfor vil vi nu overhælde dig med dette krydderi (som i øvrigt vil ødelægge dit tøj).” Der er så mange ting, der skriger til Himlen i den tradition!

1: Det er slet ik unormalt at være 25 og single i vores samfund. Om noget er det det modsatte, der er tilfældet.

2: Selvom det ik er unormalt, er det alligevel smertefuldt for nogle at være single; og når man så lig har gået og brugt en masse tid og kræfter på at fortælle sig selv, at det er okay, og at man ik er en klam freak, bare fordi man ik har nogen at dele sit liv med – ja, så kommer de personer, der sku forestille at være éns venner, og begynder at gnide salt (eller rettere kanel) i såret. Hvor ufølsomt er det lige??

3: Så vidt jeg ka forstå, startede tradititionen med, at man gav mænd, der fyldte 30 i ugift tilstand, peber. Her gør to ting sig gældende: 3a) Der er lidt forskel på 25 og 30, og selvom jeg stadig syns, skikken er fjollet, ka jeg godt se, at det måske er mere normalt at være gift som 30årig end at være ugift. I visse kredse i hvert fald! 3b) Det drejer sig om mænd! Jeg forestiller mig (og måske tar jeg fejl), at mænd er lidt bedre til at ryste det af sig i sådan en situation, klappe hinanden på skulderen og grine over en fadøl. Kvinder er (i min kliché-verden) ofte mere følsomme og sårbare og vil føle det som noget meget ubehageligt at blive kontronteret med deres single-stand. Og det værste er, at man er nødt til at grine af det – for det er jo bare for sjov! 

Nej, ingen kanel til mig. Hvis jeg stadig er single om 5 år, ka vi snakke om noget med noget peber, men indtil da må folk holde deres usympatiske og forældede skikke for sig selv!

Den forbudte skuffelse

I dag havde Marie Østerby på bagsiden af Urban skrevet en meget fed kronik om sommerferier og om, hvordan de tit ender med at blive en kæmpe skuffelse, fordi folk har helt urealistiske forventninger til dem (tabe fem kilo, finde den perfekte bikini, lave sund og hip grillmad hver aften osv.) Hendes opfordring lød på, at man sænkede forventningerne og dermed fik en bedre ferie, og på en måde syntes jeg jo, at det var et meget godt forslag – men så provokerede det alligevel nogle tanker, jeg har gået og gjort mig et stykke tid…

For hvis der er en følelse, der ikke er plads til i vores ellers ganske følelsesladede samfund, er det skuffelsen. Det er okay at blive vred, forarget, ked af det eller glad og nyforelsket – men skuffelser holder vi for os selv eller maskerer dem som andre, mere acceptable følelser.

“Pas nu på, du ikke blir skuffet!” hører jeg mig selv sige til mine veninder, når de fabler om en eller anden ny fyr, de flirter med.  “Skru nu ikke forventningerne for højt op,” siger man, når nogen har fået nyt job og glæder sig (lidt for meget) til at komme i gang. Hvis jeg har glædet mig til en fest, et nyt job eller en ferie, og det ikke lever op til mine forventninger, hører jeg meget sjældent mig selv beskrive det for veninderne som skuffelser. Måske forsøger jeg at fremhæve de gode ting – som fx da jeg var i praktik sidste år. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at komme i praktik og var ret stolt af selv at have fundet og arrangeret det hele – og så stank det bare for vildt! Jeg hadede at være der og ku bare ik få de 5 måneder overstået hurtigt nok. Så i lang tid forsøgte jeg at være den glade optimist: “Ja, jeg er godt nok ret træt af min chef, og mine arbejdsopgaver er ret kedelige, men jeg lærer en masse, og det er jo det vigtigste!” Senere i forløbet ændrede jeg taktik (ku ganske enkelt ik finde på mere positivt at sige ) så i stedet begyndte jeg at sable stedet ned og råbe længe og højlydt om, hvor latterligt det hele var, og hvor mange ting, der bare var for dårlige.

Optimismen er beskyttende, vreden er stærk – men skuffelsen er på en eller anden måde en ydmygende falliterklæring. Tænk, at man kunne være så naiv at tro, at ham den lækre rent faktisk kunne tænke sig at være vild med mig også; eller tænk at være så blind over for alle de problemer, der kunne være på en arbejdsplads – hvor dum og kikset kan man blive?!

Og prøv så at tænke på dem, der er skuffede over livet – de blåøjede lillepigedrømme om bryllup, familie, børn, karriere og tryghed,  der pludselig er strandet i et liv i ensomhed og økonomisk fiasko. Eller den klassiske midtvejskrise, der i klichéen driver mange halvskaldede, midaldrende mænd til at købe en rød sportsvogn og skifte konen ud med en yngre model – angiveligt fordi, de en dag bare vågnede at fandt ud af, at livet ikke var blevet, som de havde regnet med.

Hvad nu, hvis der var plads til at sige: “Jeg er skuffet,” uden at få moraliserende pegefingre om éns også noget urealistiske forventninger eller nedværdigt medlidende blikke slynget i hovedet. Gad vide, hvordan verden så ville se ud?

De ligegyldige forventinger (den med bikinien, de 5 kilo og BoBedre-tilværelsen) er det måske meget godt at få aflivet her før sommeferien, men ellers synes jeg så ganske afgjort, at vi skal holde forventningerne høje - især fordi, vi har en Gud, som vi i høj grad kan forvente meget af, og som også er klar til at tage over, når skuffelsen rammer.

Smagløshedens triumf

Jeg er ligeglad – det bliver altså aldrig normalt at reklamere for vortefjerningsmidler i reklameblokkene på tv! De ka gøre det nok så sterilt og hyggeligt med børn og deres mødre, der sammen fjerner vorter med det nye vidundermiddel, og de ka spille hyggelig musik og omgive personerne med lyse, behagelige farver – MEN DET ER STADIG KLAMT!!

Er der ik en eller anden etisk/æstetisk grænse for, hvor klamme ting der må reklameres for, i det mindste i prime-time? Emner som diarré-midler, viagra og - ja, hvorfor ikke – menstruationsbind og bleer er i grunden heller ik særlig charmerende at få slynget op i ansigtet midt i kaffen.

Visse ting må det altså være op til forbrugeren selv at søge information om…

Kø-kultur

Folk der springer over i køen sucks – det ka vi vel næppe blive uenige om! Men hvad så, hvis man liiiige glemmer en lille ting, mens man står i kø, og render ned og henter den og så kommer tilbage? Har man så stadig sin plads i køen? Her begynder vi at bevæge os over i gråzonerne….

Situationen, hvor man står i kø, måske som nr. 2-3, kommer i tanker om, at man har glemt mælk, styrter ned og henter den og er tilbage i tide til at tage del i ekspeditionen uden at være til gene for andre: her ser jeg ingen problemer – det ska der være plads til, også i vores stressede samfund.

Men hvad så med den situation, jeg oplevede her til aften i DøgnNetto: Jeg går i DøgnNetto, bruger 5-10 minutter på at finde de småting, jeg ska bruge, og stiller mig derefter i kø bag tre andre. Her står jeg i et par minutter, mens køen bag mig vokser til en ganske anseelig skare. Efter 5-10 minutter kommer så en mand (out of nowhere), finder en pakke æg og en liter mælk, som han har haft gemt af vejen på en hylde og proklamerer: “Ja, jeg stod jo faktisk i køen før, men så sku jeg lige ud med nogle flasker i automaten…”

Mange mulige svar løb igenenm mine tanker, fx:
1: Undskyld, men har du ik gået i børnehave, hvor man lærer, at hvis man forlader en ting, har man den ikke mere? Enten står du i kø, ellers afleverer du flasker!

2: Ja, det er da godt, at du står forrest i køen til noget, for det gjorde du da tydeligvis ikke, da der blev delt høflighedssans og pli ud!

3: Er du dum, eller hvad??! (Simpelt, men effektivt! )

- men jeg konkluderede, at klokken var mange, og at min dag havde været for lang til, at jeg orkede at følge op med en længere argumentation, så jeg nøjedes med at bemærke, at jeg syntes, det var dårlig stil, og lod ham så indtage “sin” plads i køen.

Okay, så jeg kom 2 minutter senere hjem, og det tar jeg jo nok ikke skade af. Det, der generer mig, er princippet, som bedst expliciteres i argumentet: “Min komfort rangerer højere end din – ergo gider jeg ik stå i kø på lige fod med jer andre.” Hvis jeg havde vidst, at det var hans regler, vi spillede efter, ku jeg da lisså godt ha stillet min letmælk til at spærre en plads i køen for mig og derefter været gået på jagt efter mine havregryn. Og tænk hvis alle handlede på den måde – så ville det godt nok blive avanceret at gå i Netto!

Ah, det hjalp at få bitchet lidt ud