Drive-through church – var det noget?!

Tjek det her ud – ak ja, sådan sku alle kirker være (NOT!)

Bibel

På mit arbejde udgiver vi på torsdag “Bibelen på Hverdagsdansk” (ikke at forveksle med Bibelselskabets “Ny Testamente på Nudansk”, som kommer 15. november). Det har været spændende at arbejde med den udgivelse – og især spændende at observere de meget forskellige holdninger, der kommer til en dynamisk bibeloversættelse. Nogle mennesker bliver decideret forargede over, at man kan finde på at pille ved bibeloversættelsen – vi har jo den autoriserede, og det må være godt med det! Skørt, når man tænker på, at mange andre lande har indtil flere forskellige oversættelser, som trives fint side om side…

Kort fortalt findes der inden for oversættelse to principper: ord-for-ord oversættelsen, hvor man oversætter – ja, ord for ord, - og den dynamiske, hvor man forsøger at tilpasse til destinationens kultur, sprogopbygning, idomatiske udtryk osv. Der findes stort set ingen seriøse oversættere, den kunne finde på at oversætte nogen som helst form for litteratur ordret – ingen ville fatte det, og det ville lyde tåbeligt! Men inden for bibeloversættelse er det som om, vi har en eller anden iboende idér om, at ordene er “magiske”, og at en ordret oversættelse giver os en bedre forståelse af Guds ord.

Tja, måske er der noget om det – jeg er ikke teolog, så jeg kan kun udtale mig om det rent sproglige og redaktionelle. Men jeg er i hvert fald superglad for at læse i min hverdagsdanske oversættelse, som jeg lige har fået i sidste uge… (og nej, jeg får ikke penge for at promote den her!)

Man kan læse mere om bibeloversættelse her:

5 ting jeg er træt af, at talere i kirker gør:

1: Hele tiden gør opmærksom på tiden – “ja, jeg ska forsøge at gøre det kort…” / “I det næste kvarters tid skal jeg….” eller endnu værre: lægger an til landing 15 gange, før de endelig slutter. Hvis man ik var utålmodig og træt i forvejen, ku man da hurtigt blive det af den slags unoder!

2: Ber tilhørerne om at vende sig om og sige et eller andet fjollet (eller bar “hej”) til sidemanden – helt ærligt, det er amerikansk, det er overfladisk, det er super-akavet – DROP DET!!

3: Lægger halvdelen af deres prædiken ind i den efterfølgende bøn.

4: Råber! Eller taler meget salvelsesfuldt med bævrende stemme…

5: Ikke har ordentligt styr på den Bibeltekst, de evt. ska læse op – det ska man altså også øve sig på hjemmefra, så man ik kludrer i svære ord og lange sætninger. Hvis ik man har tænkt sig at formidle gennem sin oplæsning, ka man lisså godt la være med at læse op og bar la folk læse det selv…

Så går den vilde jagt…

Jeg har i denne måned gjort noget, som er meget svært. Jeg har valgt at holde pause fra den kirke, jeg kommer I. Det er der en masse grunde til, som jeg ik vil til at vade rundt i her på nettet, men konsekvensen af det er, at jeg har lovet mig selv her i denne måned at besøge så mange forskellige kirker som muligt – både for at få noget luftforandring og for at se, om der evt. var et sted, hvor jeg ku falde til, hvis jeg ik vælger at vende tilbage til “min egen” kirke…

Men det er altså slet ik så let, som man sku tro, når man bor i Kbh, nærmere betegnet Amager. Der er jo en sand velsignelse af kirker at vælge imellem, og hvor er det så lige, man ska vælge at gå hen? Jeg er til en gudstjeneste, der er forholdsvist traditionel, men ikke stagneret. Jeg vil gerne ha salmer, men også meget gerne lovsang. Jeg vil gerne, at der er nogle unge, men jeg er heller ik så meget for de store massekirker, for der føler jeg, at jeg for det første drukner, og at jeg for det andet kunne lægge min tid og mine kræfter et sted, hvor der var mere brug for dem. Vigtigst af alt, ska der være en solid og udfordrende forkyndelse og en præst, jeg har tillid til.

Hvor finder man det i dagens Kbh.? Nu har jeg surfet rundt på diverse hjemmesider og har også været i et par kirker, men jeg har snart brug for nogle personlige anbefalinger…

Mr. X

I dag var jeg til påskegudstjeneste i Skt. Hans kirke i Odense, hvor jeg trådte ikke mine barnesko, men mine teenage-støvler! Det var en skøn oplevelse – på en eller anden måde er det bar stadig det eneste rigtige sted for mig at ta til påskegudstjeneste, så jeg var glad for, at jeg fik overtalt mine forældre til at starte bilen og køre et smut derover.

Især bragte det et smil frem, da vi under kirkebønnen bad for missionæren Christian Vestergård i Bangladesh. Nu har vi, siden jeg var 14 (altså i over 10 år!) bedt for Christian Vestergård i Bangladesh hver søndag – hverken jeg eller mine Odense-veninder har nogensinde set manden, og vi snakker tit om, hvor morsomt det egentlig er, at vi har siddet pænt på vores kirkebænk søndag efter søndag og bedt for en mand, vi ik aner hvem er. Han er efterhånden blevet en hel institution – man tænker ik på ham som “Christian Vestergård”, men som “Christian Vestergård i Bangladesh”

Man ku også overveje muligheden af, at Christian Vestergård i Bangladesh slet ik findes. At han måske er taget hjem fra Bangladesh for mange år siden, men bar har glemt at meddele det til kirken, som troligt fortsætter med at be for ham. Eller at han måske ligefrem sidder i kirken hver søndag og hører, at der blir bedt for ham i Bangladesh, men er for høflig til at påpege, at han altså er vendt hjem.

Én ting er sikkert: Jeg ville godt nok glo, hvis jeg en dag rendte ind i denne Mr. X!

Lange ben i kirken…?

“Under læsningerne må I gerne blive siddende og hvile benene; nogle af dem er lidt lange…”

(Citat fra præsten til den Langfredagsgudstjeneste, jeg var til)

Tænk engang, hvis…

- Disciplene ikke havde forladt Jesus Skærtorsdag; Ville der så have været nogen til at give troen videre til os andre? (for mon ik hurtigt, de ku være blevet inkluderet i henrettelsen, hvis de havde stukket hovederne for langt frem?)

- Den fortabte søn havde brugt sin arv med omtanke; var han så vendt hjem igen?

- Josef af Aritmetæa ik havde fundet på/fået lov til at begrave Jesus; hvordan havde Påskemorgen så ha set ud?

- Romerbrevet var gået tabt; havde Luther så nogensinde fået sin “nåde-åbenbaring” og udløst Reformationen?

- Judas ik havde begået selvmord efter at ha forrådt Jesus; hvordan havde det påvirket kristendommen? Ville de andre apostle nogensinde ha tilgivet ham? Ville han være blevet indlemmet i menigheden og dermed ha fået indflydelse på troens udbredelse? Eller ku man ligefrem forestille, sig at en af de andre apostle havde gjort en ulykke på ham i vrede? (en af dem var jo trods alt frisk nok til at trække sværdet, da ypperstepræsterne rykkede ud for at arrestere Jesus…)

Ja, når man læser i sin Bibel, lige inden man sover, og altid forsøger at stille et (begavet) spørgsmål til den tekst, man læser, kommer der sommetider noget spøjst noget ud af det…

Gudsbilleder…

Jeg er nu næsten ved at være færdig med at læse Mattæusevangeliet for Gud ved hvilken gang, (og ja, det her er faktisk et af de få tilfælde, hvor man med rette kan bruge det udtryk, uden at det er blasfemisk!)

Jeg syns faktisk, det er lidt hårdt at læse evangelierne. Jeg ved godt, at det er de gode nyheder og det glade budskab om frelse, nåde og kærlighed, men jo mere jeg fokuserer på Jesus, jo sværere får jeg ved at forstå ham.  Hans handlinger afspejler en ubegribelig og ultimativ kærlighed, men hans ord har svært ved at forholde mig til. Ja jeg tror faktisk, jeg ville ha haft svært ved at kommunikere med ham, hvis jeg havde levet dengang, for han virker så uberegnelig, (jeg fristes til at bruge ordet lunefuld,) og sommetider næsten urimelig over for de folk, der kommer til ham. Han svarer sjældent direkte, når folk spørger om noget, og selvom det altid fremhæves som fedt og opfindsomt, har det altid irriteret mig. Over for nogle mennesker er han mild, overbærende og venlig – over for andre, som i mine øjne virker meget tilforladelige og velmenende, virker han streng, ja næsten uvenlig. Selvom teologer kommer med lange redegørelser for Jesu reaktionsmønster, ka jeg ik altid se logikken i det…

Måske har jeg bare et behov for at høre kærlighed artikuleret verbalt, måske skyldes det mit særdeles gode forhold til min jordiske far, men jeg har altid bedre kunnet med billedet af Gud som min far. Når jeg læser Gamle Testamente møder jeg en Gud, som nok er streng, men som dog er retfærdig, og jeg ka som regel altid se meningen med de situationer, hvor han skælder ud og straffer. Derudover er Guds tale til mennesker gennem især profeterne i GT bare en overflod af meget tydelige kærlighedsbudskaber. Et af mine yndlingssteder i hele Bibelen har siden min teenagetid været Esajas’ Bog 43,4: “for du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig.”

Det er noget, jeg ka forholde mig til. (By the way: Helligånden er jeg slet ik begyndt at blande ind i denne problematik! )

Det er jo ik fordi, jeg ik ka huske min søndagsskole- og bibelskolelærdom. Jeg kender jo godt alle standardsvarene, dogmatikken og teologien. Sommetider må man bare tvinge sig ud over klicheerne, hvis man vil forsøge at komme et skridt videre i sit gudsforhold. Jeg ku rigtig godt tænke mig at få forbedret og udviklet mit syn på Jesus, og her en måned før påske må det da være et godt tidspunkt at gøre sig den slags overvejelser… 

Citat citeret

“De store kristne revolutioner opstår ikke efter opdagelsen af noget, der tidligere var ukendt. De opstår, når der er nogen, der tager noget, der altid har været kendt, seriøst.”

Citat: H. Richard Niebuhr