Jeg, mig selv og mig selv… og mig selv…

“Of the many men who I am, who we are
I can’t find a single one,
they disappear among my clothes,
they’ve left for another city
      
When everything seems to be set
to show me off as intelligent,
the fool I always keep hidden
takes over all that I say
   
[...]
      
While I am writing, I’m far away
and when I come back, I’ve gone
I would like to know if others
go through the same things that I do
have as many selves as I have
and see themselves similarly;”

(uddrag fra Pablo Nerudas digt “We are many”)

Okay, bortset fra, at jeg ikke kan sige, at jeg er “mange mænd”, føler jeg, at dette digt taler meget til mig. Følelsen af at rumme utrolig mange personligheder og være i tvivl om, hvilken en af dem, der egentlig er kernen, er meget bekendt. I nogle menneskers selskab træder en bestemt side af min personlighed frem – jeg bliver fx enormt trucket sammen med visse mennesker, mens andre kalder en mere intellektuel eller måske en udpræget feminin side frem i mig. Det er svært at afgøre, i hvilken situation, jeg føler mig mest som “mig selv”.

Det er især en problematik, der bliver relevant, når man dater. Findes der et andet menneske, i hvis selskab der er plads til alle siderne af éns personlighed – og er dette overhovedet nødvendigt for at leve et godt liv? Og hvordan ved jeg, om jeg selv er god nok til at give plads til andre menneskers fulde identitet, eller om jeg ubevidst presser dem ned i en kasse, hvor de lige passer ind i mit verdensbillede?

“Elementær postmodernisme”, vil nogle sige… Men stadig kompliceret, synes jeg.

Ska der være gilde, så lad der være gilde!

Nu er jeg sommetider lidt sent ude, hvad angår sidste nye sladder, så jeg har først i dag opfanget nyheden om den 16-årige Corey Delaney fra Melbourne, som i lørdags holdt en lille fest, mens hans forældre var udenbys. Eller – tingene kan jo udvikle sig, og pludselig taler vi 500 vilde og gale teenagere i baghaven, politihelikoptere, hærværk i nabolaget som ville få Ungdomshustilhængere til at tabe næse, ører og mund, og alkohol i stride strømme!

Forældrene kigger nu på en $20,000-bøde og er mildest talt temmelig misfornøjede! Det samme er politi, naboer og hele den australske offentlige sfære. Den eneste, der lader til at være forholdstvist cool omkring det hele, er tilsyneladende den famøse Corey. Hans kommentar til det hele er: “Best party ever, that’s what everyone’s saying.” Altså teenagere… Godt man ik har sådan nogle!!

Efter en længere pause…

Ja, julepausen på bloggen blev lidt længere end først forventet. 3-døgns-casen fremprovokerede en total fobi for computertastaturer og skriftlige fremstillinger over sms-niveau, så det er ikke blevet til så mange indlæg. Men siden de kendte nu er begyndt at skrive på bloggen igen, må jeg jo se at spænde hjelmen og lade fingrene danse over tastaturet igen

I første omgang blir det til et nyt tema – selvom det sikkert vil skuffe Henrik, måtte jeg altså ha noget mindre julet og mere lyst…

Nu er det jo snart for sent at begynde at skrive om nytårsforsætter, året der gik osv, så i stedet kommer her en top5 over 2008 foreløbig:

1. Fantastisk nytårsferie i Hvide Sande med hyggelige mennesker, flot vejr og go mad
2. Ny cd med Kirk Franklin, som er vendt tilbage i virkelig lækker stil (bedst som jeg ellers var ved at opgive ham)
3. Et blik på kalenderen vidner allerede om mange hyggelige stunder med venner og familie – både vel overståede og planlagte
4. 2008 tegner til at blive året, hvor jeg bliver færdig som cand.mag. og én gang for alle slipper væk fra eksamensstress, SU og asbest-befængte undervisningslokaler på KUA
5. Der er stadig 353 (eller 52 – hvordan er det nu med skudår?) dage tilbage, som kan rumme alt fra ultrapinlige bommerter til fantastiske, mindeværdige succesoplevelser.

Godt nytår!

Du ved, du er fra København, når…

• du kan havne i en fire timers diskussion om, hvordan man lettest kommer fra Nørrebro til Valby – uden at vide hvor Roskilde ligger.
• du betaler mere i transportudgifter hver måned, end de fleste i landet betaler i husleje
• du betaler 40 kroner for en øl uden at blinke – selvom baren har købt den for 1,25.
• du tager bussen for at komme til træningscenteret.
• du ikke registrerer sirener længere.
• du er mistænkelig overfor fremmede, der er høflige.
• din dør har minimum to låse.
• når du er ude at rejse – i Mellemøsten – savner du “rigtig” fallafel.
• du savner “rigtig” pizza i Italien.
• du ikke er særligt interesseret i at tage ind til Rådhuspladsen nytårsaften.
• du ved hvordan man folder Metroexpress og Urban vertikalt, så du kan læse den i bussen uden at genere sidemanden.
• hvis nogen støder ind i dig, tjekker du, om du har din pung.
• gult lys betyder “sæt farten op”.
• rødt lyst betyder “sæt farten op” - fordi du kun har 1 sekund til det andet lys er grønt.
• “palæstinensisk selvstyre” betyder Blågårdsbanden.
• du ved, at elevatoren på Frederiksberg station aldrig virker.
• du ikke ved med sikkerhed, om det er Højesteret eller Byretten der ligger … well på et at stederne.

Udpluk tyvstjålet fra gruppen “Du ved, du er fra København når…” på Facebook – tjek den og find ud af, om du selv ved, du er fra København

Så er det tid til en ny Google Greatest

Folk finder stadig vej til bloggen via de pudsigste søgeord. Jennifer aniston er blevet det nye hit – hun er der hver dag som topsøgeordet. Derudover vil folk gerne vide, hvordan man dividerer i hånden, og flere andre ting – se bare her et lille udpluk af søgeordene:

• bare tæer
• skævinge posthus
• kat klæd ud
• klæd ud tøj marilyn monroe
• tante møghe
• lysende julemand
• æg og cykelhjelm
• fransk bandeord
• Åh Louise kan ikke fange grise

- det ka man da kalde alsidighed!

Bloggen i julehumør

Ja, så fandt bloggen også jule-outfit’et frem! Glædelig advent

Skummel vask

I flere busser i Københavnsområdet kan man læse et reklameopslag fra et firma, der reklamerer for “pensionistvask i København” – jeg spekulerer meget på, hvad det lige præcis er, det firma vasker?!

Den var alligevel ny…

Når man blir ringet op en fredag aften kl. 23.30 af et nummer, man ik kender, blir man lidt nysgerrig… Jeg tog nummeret på dgs.dk og fandt ud af, at det tilhørte en adresse på Ydre Nørrebro, som jeg på ingen måde kendte. Jeg sendte en sms til nummeret og spurgte, hvem det var, der ringede til mig.

10 minutter efter blir jeg ringet op af en meget venlig kvinde, der storfnisende sir “Hej, du er Louise fra Friis&Co. ikk’?” Jeg måtte benægte 3 gange, før hun troede på mig, hvorefter hun fortalte mig, at min stemme lød fuldstændig lissom førnævnte Friis&Co.-Louise… De havde fundet mit telefonnummer på nettet og gik ud fra, at jeg var hende, de ledte efter. Interessant nok – der rejser sig nu flere på hinanden følgende spørgsmål:

• Er Louise et af designernavnene bag firmanavnet Friis&Co. eller er hun måske en ekspedient, der arbejder i en af tøjforretningerne?
• Er det overhovedet tøjmærket, der er tale om, eller er der måske tale om en familie, hvor den ene hedder Friis?
• Hvorfor vil de ha fat i denne Louise? Hvis det er en designer, vil de så interviewe hende, forsøge at lande et job – eller er vi ude i et desperat scoreforsøg af den slags, man kun forsøger sig med en fredag aften, når stemningen og promillen er høj, og man sammen med vennerne blir enige om, at “vi tzchar da liiih hendes nummer på næthet og fåhr fhat i hende szchilden…”?

Måske sku jeg ligefrem ringe tilbage i morgen og få afklaret nogle af alle disse spørgsmål – og samtidig følge udviklingen i historien…

Konspirationen fortsætter og fortsætter videre…

Jeg har tidligere nævnt, at der eksisterer en større sammensværgelse, der konspirerer med henblik på at gøre livet surt for mig. Den tæller Blockbuster, Københavns Universitet, producenterne af engangsgrill’er – og nu også TV2! Hva ligner det at aflyse Desperate Housewives for at sende en åndssvag fodboldkamp?! Hva tror de, vi har Eurosport til?!

Julegaver

Med den nært forestående højtid følger konceptet “gaver”; og med konceptet “gaver” følger konceptet “ønskelister”; og med konceptet “ønskelister” følger problematikken: hvordan skal sådan nogle se ud? Hvad betyder gaver – både for giver og modtager? Hvor meget skal en gave koste? Og flere spørgsmål i samme dur…

Nogle mennesker (i følge klichéen oftest kvinder) har en idé om, at man ikke skal skrive ønskelister, men at folk (læs: deres mænd/kærester) selv må finde på, hva de skal ha i gave. Det er sådan en eller anden “hvis-du-elsker-mig-ved-du-også-hvad-jeg-gerne-vil-have”-ting, som volder mange stakkels mænd store problemer. For nej, de ved ikke, hva konen/kæresten vil ha i julegave, og skriger på bare antydningen af en letforståelig ønskeliste.

Andre mennesker går helt over i den anden grøft og skriver bestillingslister. De ved nøjagtig, hva de vil ha, hvilket mærke det ska være (og hvilke mærker, det bare absolut ik ska være!), og ve den arme stakkel, der bevæger sig uden for ønskelistens snævre rammer!

Jeg har ik læst bogen “Kærlighedens 5 sprog”, men jeg kender mange, der har, og de har refereret den så meget for mig, at jeg føler, jeg har læst den. I følge den kan gaver være en måde at kommunikere kærlighed på. For andre mennesker er gaver bare den største pest, et kommercielt flip og et dybt usympatisk udtryk for den vestlige verdens vulgære forbrugerkultur. Så er der igen dem, der bare synes, gaver er en fin måde at få fyldt depoterne op på derhjemme, og som ønsker sig sokker, håndsæbe og andre kedelige ting.

Problemerne opstår ofte, når disse forskellige opfattelser løber panderne mod hinanden i relationer. Det, der egentlig skulle være en hyggelig og glædelig skik, blir pludselig årsag til alverdens problemer og konflikter mellem mennesker, der ellers har det glimrende sammen. Det er jo i grunden dybt tragikomisk…

For mig handler gaver om forkælelse og om at vise folk, at man tænker på dem. Det behøver ikke at gå ud på, at man ska gå og håndplukke sindssygt opfindsomme gaver til alle mennesker, man kender. Mere om at gøre folk glade – gerne ved at give dem noget, de specifikt har ønsket sig, men ikke selv ka prioritere i budgettet. Et gavekort er fx en fantastisk gave til den, der elsker at shoppe, men som ik har råd til at gøre det så tit (fx mig ), mens det for andre vil være dybt en enormt upersonlig ting, som bliver væk i rodet på skrivebordet.

Ja, nogen forkromet konklusion blir det ik til her – men jeg syns, det er et meget interessant emne at tage op med de folk, man er på gavefod med…