Ska der være gilde, så lad der være gilde!

17 01 2008

Nu er jeg sommetider lidt sent ude, hvad angår sidste nye sladder, så jeg har først i dag opfanget nyheden om den 16-årige Corey Delaney fra Melbourne, som i lørdags holdt en lille fest, mens hans forældre var udenbys. Eller – tingene kan jo udvikle sig, og pludselig taler vi 500 vilde og gale teenagere i baghaven, politihelikoptere, hærværk i nabolaget som ville få Ungdomshustilhængere til at tabe næse, ører og mund, og alkohol i stride strømme!

Forældrene kigger nu på en $20,000-bøde og er mildest talt temmelig misfornøjede! Det samme er politi, naboer og hele den australske offentlige sfære. Den eneste, der lader til at være forholdstvist cool omkring det hele, er tilsyneladende den famøse Corey. Hans kommentar til det hele er: “Best party ever, that’s what everyone’s saying.” Altså teenagere… Godt man ik har sådan nogle!!





Så er det tid til en ny Google Greatest

7 12 2007

Folk finder stadig vej til bloggen via de pudsigste søgeord. Jennifer aniston er blevet det nye hit – hun er der hver dag som topsøgeordet. Derudover vil folk gerne vide, hvordan man dividerer i hånden, og flere andre ting – se bare her et lille udpluk af søgeordene:

  • bare tæer
  • skævinge posthus
  • kat klæd ud
  • klæd ud tøj marilyn monroe
  • tante møghe
  • lysende julemand
  • æg og cykelhjelm
  • fransk bandeord
  • Åh Louise kan ikke fange grise

– det ka man da kalde alsidighed!





Den var alligevel ny…

24 11 2007

Når man blir ringet op en fredag aften kl. 23.30 af et nummer, man ik kender, blir man lidt nysgerrig… Jeg tog nummeret på dgs.dk og fandt ud af, at det tilhørte en adresse på Ydre Nørrebro, som jeg på ingen måde kendte. Jeg sendte en sms til nummeret og spurgte, hvem det var, der ringede til mig.

10 minutter efter blir jeg ringet op af en meget venlig kvinde, der storfnisende sir “Hej, du er Louise fra Friis&Co. ikk’?” Jeg måtte benægte 3 gange, før hun troede på mig, hvorefter hun fortalte mig, at min stemme lød fuldstændig lissom førnævnte Friis&Co.-Louise… De havde fundet mit telefonnummer på nettet og gik ud fra, at jeg var hende, de ledte efter. Interessant nok – der rejser sig nu flere på hinanden følgende spørgsmål:

  • Er Louise et af designernavnene bag firmanavnet Friis&Co. eller er hun måske en ekspedient, der arbejder i en af tøjforretningerne?
  • Er det overhovedet tøjmærket, der er tale om, eller er der måske tale om en familie, hvor den ene hedder Friis?
  • Hvorfor vil de ha fat i denne Louise? Hvis det er en designer, vil de så interviewe hende, forsøge at lande et job – eller er vi ude i et desperat scoreforsøg af den slags, man kun forsøger sig med en fredag aften, når stemningen og promillen er høj, og man sammen med vennerne blir enige om, at “vi tzchar da liiih hendes nummer på næthet og fåhr fhat i hende szchilden…”?

Måske sku jeg ligefrem ringe tilbage i morgen og få afklaret nogle af alle disse spørgsmål – og samtidig følge udviklingen i historien…





Børns umiddelbare sprogdannelse

10 11 2007

Citat fra min 5årige nevø, Joachim, som var på besøg i dag: “Engang derhjemme, da jeg var kommet i seng, var det, at jeg fik tyk mund, fordi jeg skulle kaste op…”

Hvor er det fantastisk, så malerisk og umiddelbart et barns sprog kan være. Selvom jeg udmærket straks fangede, at udtrykket “at få tyk mund” vist ikke er anerkendt af Dansk Sprognævn, er der vel ingen, der er i tvivl om, hvad det betyder?!

Det beskrev virkelig så fantastisk den følelse, man netop har, lige inden man ska kaste op, så i denne influenza-tid, hvor mange vel render rundt med den følelse, ville jeg lige dele det med folket (og evt. samtidig slå Mikaels rekord i at være frastødende på sin blog 😉 )





Hvilken Gevalia byder du uventede katte?

31 10 2007

Jeg fik en lidt sjov, men meget hyggelig gæst i min ydmyge bolig i dag. Efter en lang dag på høje hæle til pressekonference med arbejde, glædede jeg mig usigeligt til at komme hjem i min lejlighed og smække benene op et par timer, inden jeg sku videre til husgruppe. Men da jeg trådte ind i min lejlighed, var jeg ikke alene – pludselig mærkede jeg noget smyge sig mod mit højre ben, og da jeg kiggede ned, stod der en for mig ubekendt kat og så ud som om, det var det mest naturlige i verden, at den stod dér.

Mens jeg stod mere eller mindre handlingslammet i entréen, begynte min selvudnævnte gæst så frimodigt at tjekke min lejlighed ud – den var inde og kigge under min seng, under min sofa, ude i køkkenet, og den var sågar også en tur omkring badeværelset. Jeg er ikke så vant til katte, så jeg gik bare småmåbende rundt efter den, forundret over dens fuldstændig cool, hjemmevante færden i mit hjem. Det var først efter et stykke tid, at jeg fik taget mig sammen til at samle den op og bære den op til overboen (et ældre ægtepar, som har boet i nabolaget i 117 år, og som derfor kender alt og alle), som fandt ud af at åbne dens halsbånd og læse, hvor den hørte til.

Så jeg tog katten på armen og slæbte den over til den adresse, vi var havde fundet – som så viste sig at at være forkert! Men det var katten heldigvis ligeglad med – da de åbnede døren, strøg den ligeså hjemmevant ind, som den havde gjort ved mig, og husets frue ku oplyse, at den tit hang ud dér og legede med deres børn. Så jeg efterlod min nye animalske ven i deres varetægt og gik hjem og nød de ca. 20 minutter, der var tilbage af min eftermiddag.

Før alt dette, havde jeg dog haft åndsnærværelse nok til at ta et billede af kræet; vældig sød – en anelse socialt udfordret, men af en kat at være var den faktisk overraskende charmerende!

Kattebesøg 





Så er valget truffet

26 10 2007

Jeg må altså også lige linke til min nye yndlings-kandidat til valget: http://webpastor.blogspot.com/2007/10/stem-p-kim.html

– så behøver man ik æde mere valgflæsk, sagen er bøf!





Søgeord fra statistikken

2 10 2007

Som nogle ved, elsker jeg at tjekke min blogstatistik for, hvilke ord, der har bragt folk til bloggen. Hvad mon målet er med en googlesøgning med ordene: mand + hund + papegøje + gud ?! Det er jo en hel rebus…