Svømmehalsmanifest

20 01 2008

Som den glade, omend sporadiske, idrætssvømmer, jeg er, lider jeg altså sommetider under forholdene i de københavnske svømmehaller. Derfor må jeg nu, i luthersk stil, slå mine, ikke 95, men 5 teser op i mit imaginære cyber-Wittenberg:

1: Der er en grænse for, hvor gamle ens børn kan være, før det holder op med at være okay at slæbe dem med i det modsatte køns omklædningsrum. Jeg kan ikke sætte et præcist tal på, men jeg kan udmærket udpege de tilfælde, hvor det i hvert fald er helt galt!

2: Der er en grænse mellem at strække diskret ud i saunaen og så at udføre fysioterapeutiske træningsprogrammer – og stønne imens!

3: (og den er måske mest til mig selv:) Der er en grænse mellem at svømme friskt til og så på at meje sine medsvømmere ned i bassinnet!

4: – til gengæld er der også en grænse mellem at hyggesvømme i sit eget tempo og så bare at ligge og flyde som en strandet hval i bassinnet og spærre passagen for andre, der måske godt ku tænke sig at få lidt puls ud af træningen!

5: Og så støtter jeg altså idéen om sundere mad i hal-cafeterierne – det er da for langt ude, at børn sidder og æder pomfritter, når de endelig har fået noget længe tiltrængt motion.

Hvis der er nogle, der vil fortsætte med de næste 90 teser, skal de være velkomne! 🙂





Min indre Dolph…

14 12 2007

… kommer frem, når jeg læser en nyhed som denne

Danske Regioner har haft den store lommeregner fremme og regnet ud, at manglen på sygeplejersker ville blive løst på én gang, hvis alle deltidssygeplejerskerne gik på fuld tid.

»Det er kommet bag på mig, at så mange arbejder på deltid, og set med vores øjne ligger løsningen jo lige for. At arbejde små tre timer mere om ugen kan de fleste vel magte, og så behøver vi ikke at hente sygeplejersker i Indien eller Filippinerne for at dække vores behov,« siger Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, til Politiken (min kursivering).

Undskyld mig, lever Bent Hansen sit liv i feudal-samfundet eller det kommunistiske Rusland, hvor overmagten/staten frit kan disponere over folks tid og liv efter forgodtbefindende?! Hvis folk vælger at gå på deltid, så vælger de at gå på deltid, og så ka man da ikke komme og kræve, at de lige arbejder 3 timer mere om ugen (og prøv i øvrigt lige at forklare de dér timer til børnene, der 3 dage om ugen skal hentes en time senere i børnehaven?!).

Vi lever forhåbentlig stadig i et land, hvor det er op til folk selv, hvor mange timer de vil arbejde om ugen (så længe de kan forsørge sig selv). Hvis nogle kvinder vælger at prioritere familien – eller bare deres almene fysiske og psykiske velbeifndende – over jobbet, så skal de sandelig have lov til det, og så skal der ikke sidde nogle støvede mænd på et kontor og disponere over dem som skakbrikker på et bræt!

Det værste er, at flere medier har valgt at indtage Bent Hansens grænse-aristokratiske indstilling til sygeplejerskernes modvilje mod de ekstra arbejdstimer – nyhedsoplæseren på TV2 Radio i morges havde synlig indignation i stemmen, da hun forklarede at de “ikke havde lyst” til at arbejde mere. Der tegnes et billede af sygeplejestanden som en flok forkælede, dovne slamberter, der ikke er en kæft interesserede i samfundets bedste – ironisk nok, deres arbejde taget i betragtning…

Nå, det var dagens galde! Jeg ku også godt ha bitchet over de mandlige præster, der ikke vil give hånd til deres kvindelige kolleger, men jeg har vist fået afløb nok for i dag…





Ny støtteforening

28 11 2007

Jeg har et forslag til en ny støtteforening:

Foreningen for folk, der er trætte af reklamebude, der ringer på éns dørtelefon i tide og utide!

Ka det ikke lade sig gøre at få lavet en lov, der forbyder dem at ringe på mere end 2 gange samme sted? Det mest irriterende er da, når man ligger i sin seng lørdag formiddag og ka høre, at der først blir ringet på først i stuen, så første sal osv. Man ligger bare og venter på, at den ska nå op til éns egen lejlighed… Og det værste er da, når de bare jerner’ knappen i bund og holder den inde, til nogen svarer!

Helt ærligt, det må man da ku få forbudt! Det grænser jo til personlig chikane…





Konspirationen fortsætter og fortsætter videre…

21 11 2007

Jeg har tidligere nævnt, at der eksisterer en større sammensværgelse, der konspirerer med henblik på at gøre livet surt for mig. Den tæller Blockbuster, Københavns Universitet, producenterne af engangsgrill’er – og nu også TV2! Hva ligner det at aflyse Desperate Housewives for at sende en åndssvag fodboldkamp?! Hva tror de, vi har Eurosport til?!





Man skal jo tale om valg i dag…

13 11 2007

Den danske journaliststand befinder sig altså i en sølle forfatning, når man I radioavisen kan bruge indtil flere sekunder på at redegøre for, hvorvidt Grevinde Alexandra har tænkt sig at stemme ved dagens valg.

Men, som altid når jeg hører den slags nyheder, tænker jeg, at det da i det mindste er et tegn på, at der ikke er sket så mange forfærdelige ting i verden, som der plejer, når man må udfylde nyhedstiden med noget så evindelig ligegyldigt… Og det, at jeg sidder her og blogger om det (og så i arbejdstiden!!) er vel et tegn på, at jeg selv er rimelig meget ovenpå overskudsmæssigt…

Go’ valgdag og stem pænt!





Jule-kværulanteri

25 10 2007

Der er en ting, jeg må påtale. Det er en ting, der kan få mig temmelig højt op og koge, så hvis man har fået sin dagsration af møgfald, kan man roligt bladre videre. Problemet kan måske samles i ordet “jule-kværulanteri”.

I mange år har det været en tratidion at trække på skuldrene og rulle med øjnene, når de første julekataloger røg ud i begyndelsen af september. Fint nok – det er også lidt fjollet. Men de senere år er det som om, en større og større gruppe af befolkningen er begyndt at sætte en ære i at brokke sig over julen – jo tidligere og værre, jo bedre! De skal ikke se skyggen af en grangren eller et gadelys i november, så er de i gang med at bitche! Mange begynder faktisk at ta glæderne på forskud allerede i oktober – de behøver ik at ha set noget julepynt endnu – bare tanken om, at det formentlig kommer op i november, er nok til at sætte deres pis i kog. Når det så bliver december, skulle man tro, at kværulanterne faldt lidt til ro – men nej, så brokker de sig over, at gadepynten er kitchet, nisser hedenske, maden er usund og yada-yada-yada…

Hvad er det dog for en besyndelig, deprimerende og, ja, småforkælet adfærd?! Og hvorfor skal det gå ud over os andre, der har det så aldeles glimrende med julen? Hvorfor skal man pludselig føle sig som en naiv landsbytosse, bare fordi man blir glad af et se en stor, fed, lysende julemand hænge og blinke over Amagerbrogade?! Bevares, jeg kan da godt se, at det ikke er BoBedre, og jeg ku heller ik tænke mig at indrette mit hjem sådan til daglig, men det er da hyggeligt. (Og så findes der jo også mere smagfuld gadepynt, fx på Frederiksberg). Og FYI så behøver julemad ikke være fed og klam – man bestemmer selv doseringen af smør, gåsefedt, marcipan osv… (nisserne gider jeg ikke diskutere – dem accepterer jeg bare)

Mange argumenterer for, at julen hører hjemme i december – eller måske kun i selve juledagene  (og ja, de har for så vidt ret – resten hedder jo teknisk set “advent”). Derfor skal der kun julepyntes og julehygges i de dage, mener de. Men helt ærligt – hvert år hører vi aldrig om andet end alle de mennesker, der får stress over alle de ting, de skal nå i julens begrænsede dage. Drikke gløgg, rende til julefrokoster, hygge med børnene (meget stressende!), bage julekager, købe julegaver, gå hyggelige ture i skoven efterfulgt af æbleskiver osv. – helt ærligt, hvorfor så ikke embrace’ den tidligt fremskredne jul og tage i mod den ekstra måneds juletid med kyshånd. Man behøver jo ikke at leve af æbleskiver og risengrød fra dag 1 – men der er da mange ting, man godt så småt kan begynde at hygge sig med i november. Og én ting er sikkert: der er en grund til at julen er blevet placeret om vinteren – masser af lys og kvalitetstid med fokus på mennesker, man holder af, er den bedste kur mod vinterdepressioner, så der er der i hvert fald ingen, der tager skade af!

Konklusionen på alt dette bliver: Hvis du vil hade julen, så gør det for dig selv, og lad os andre nyde det i fred. Så sæt dig ned, æd din brunkage, smil og se glad ud, for crying out loud! Om ik andet, så for de vinterdepressions-ramtes skyld – de har det svært nok i forvejen, uden også at skulle høre på mavesure julekværulanter! Og, nåh ja – glædelig jul 🙂





Kanel – nej tak!

6 07 2007

På mandag fylder jeg 25 – det første skarpe hjørne rundes, jeg træder ind i de voksnes rækker, og hvad man nu ellers ka finde på at sige. Og så er det jo, at der er nogle ubehagelige mennesker, der syns, det er på sin plads at overdænge én med julekrydderier… Nu sætter jeg stor pris på kanelkringle, gifler, risengrød, østerlandsk mad, moussakka osv, så krydderiet kanel er ikke noget, der i sig selv generer mig – men på mandag vil så meget som skyggen af benævnte krydderi få mit blodtryk til at fare op i det røde felt, og min uinskrænkede vrede vil straks rettes mod eventuelle ansvarlige!

For hvad er det dog for en besynderlig skik??! “Hej, du er 25 og ugift, og det er dybt unormalt – derfor vil vi nu overhælde dig med dette krydderi (som i øvrigt vil ødelægge dit tøj).” Der er så mange ting, der skriger til Himlen i den tradition!

1: Det er slet ik unormalt at være 25 og single i vores samfund. Om noget er det det modsatte, der er tilfældet.

2: Selvom det ik er unormalt, er det alligevel smertefuldt for nogle at være single; og når man så lig har gået og brugt en masse tid og kræfter på at fortælle sig selv, at det er okay, og at man ik er en klam freak, bare fordi man ik har nogen at dele sit liv med – ja, så kommer de personer, der sku forestille at være éns venner, og begynder at gnide salt (eller rettere kanel) i såret. Hvor ufølsomt er det lige??

3: Så vidt jeg ka forstå, startede tradititionen med, at man gav mænd, der fyldte 30 i ugift tilstand, peber. Her gør to ting sig gældende: 3a) Der er lidt forskel på 25 og 30, og selvom jeg stadig syns, skikken er fjollet, ka jeg godt se, at det måske er mere normalt at være gift som 30årig end at være ugift. I visse kredse i hvert fald! 3b) Det drejer sig om mænd! Jeg forestiller mig (og måske tar jeg fejl), at mænd er lidt bedre til at ryste det af sig i sådan en situation, klappe hinanden på skulderen og grine over en fadøl. Kvinder er (i min kliché-verden) ofte mere følsomme og sårbare og vil føle det som noget meget ubehageligt at blive kontronteret med deres single-stand. Og det værste er, at man er nødt til at grine af det – for det er jo bare for sjov!  🙄

Nej, ingen kanel til mig. Hvis jeg stadig er single om 5 år, ka vi snakke om noget med noget peber, men indtil da må folk holde deres usympatiske og forældede skikke for sig selv!