Efterlysning

15 11 2007

Er der nogen her, der vil tilstå at have lånt min Kirk Franklin-cd? Jeg opdagede i dag, at den mangler i min cd-reol, og jeg kan død og pine ikke huske, om jeg har lånt den ud til nogen og i så fald til hvem…





Singin’ in the streets

27 08 2007

Den anden dag, da jeg cyklede hjem fra arbejde, havde jeg en af de små pudsige oplevelser, man tit begaves med, når man bor og færdes i København. En mandlig medcyklist passerede mig på Nørre Voldgade, syngende af karsken bælg. Det var lige før et lyskryds, så jeg havde fornøjelsen af at holde bagved ham et par sekunder, før han igen sprang i pedalerne og gjaldede videre på sin lille arie, eller hva det nu var.

Først tænkte jeg, at han da godt nok var en spøjs fætter (og de andre stedværende trafikanter rystede også på hovedet og rullede med øjnene), men så kom jeg til at tænke videre: hvorfor er det egentlig, at vi i samfundet har vedtaget, at det er mærkeligt at synge højt, når der er andre tilstede? Mange af os går gerne og synger derhjemme, når der ikke er andre tilstede – og så snart, nogen træder ind i rummet, undskylder den syngende og klapper i. Når jeg går/cykler på gaden, har jeg ofte en sang i hovedet, og når jeg engang i mellem begynder at bevæge læberne og nynne med, tager jeg hurtigt mig selv i det, klapper i som en østers og flover mig lidt. Er det noget jantelov, der spiller ind – de andre ska i hvert fald ik tro, at jeg er sådan en, der syns, jeg selv synger helt vildt godt, eller er det en anden forskruet kulturel norm, der ligger til grund?

Ligemeget hvad, syns jeg, det er noget pjat – sang er da dejligt, man blir glad af at synge, og man signalerer også en positiv indstilling over for andre. Okay, det ville selvfølgelig blive en kakafoni af dimensioner, hvis 1 mio. mennesker i Kbh. hele tiden gik og nynnede de 1 mio. forskellige sange, de havde i hovedet – men helt ærligt: det ville da være rarere at høre på end: “Ta og fedt af, dit klamme møgsvin!”eller “Se så at få røven med dig, eller jeg knalder dig en lammer!”

Da jeg arbejdede i hjemmeplejen, gik jeg næsten altid og sang, når jeg støvsugede. En dag, da jeg var hjemme ved et gammelt ægtepar, gik jeg og hyggede mig med noget Whitney Houston – selvfølgelig med alle de improvisationer, jeg hverken har stemme eller teknik til, men hva skidt – når støvsugeren alligevel overdøver! Det gjorde den så åbenbart bare ik, for pludselig kom konen hen til mig, prikkede mig på skulderen, og sagde “nej, går du og synger?” Jeg slukkede for støvsugeren og begyndte på en undskyldning, men hun afbrød mig, kaldte på manden og sagde: “ka du ik bare lige synge lidt højere – min mand er lidt halvdøv, og han ska da også ha glæde af det!” Fed indstilling 🙂





September i juni

21 06 2007

Selv det dårligste humør må altså vige pladsen for et smil for denne sang (for mig i hvert fald) 🙂kirk-franklin.jpgkirk-franklin.jpgkirk-franklin.jpg





Tænk engang…

10 05 2007

… at man en torsdag aften kan samle så mange mennesker, der synger så falsk, og så oveninkøbet få dem til at stille sig op på en scene og bræge deres umusikalitet ud over hele det europæiske kontinent (+ Storbritannien). Det er da immervæk imponerende!





Do it again

25 03 2007

De sidste par dage har jeg haft Point of Grace kørende på repeat i spillen med sangen “Do It Again”. Det er egentlig en meget enkel tekst, men jeg synes bare, den udtrykker så godt, hvordan jeg oplever Gud i min hverdag – hvordan han tit bare ved lige præcis, hvornår han ska tale til mig og hvordan.

Hvis man er til pop, lækre harmonier og usædvanligt velsyngende kvindestemmer, ka cd’en “I Choose You” på det varmeste anbefales!

Just when I think it couldn’t be
Any harder down here
Another blow comes out of nowhere
And knocks me out again
And when I think I’m all alone
The phone starts to ring
It’s just the voice I needed to hear
On the other end

You do it again, You do it again
You speak to me just like a friend
You always seem to show up right on time
You do it again, I guess you know when
My heart needs to hear your voice
I’m so forgetful, that’s why I’m thankful
You do it again

I could be driving in my car
I turn the radio on
Trying to figure out my thoughts
Then I hear the perfect song
I can open up Your word
And not be sure where to turn
But I start to read and it’s like you know
Just what I need

You use all these things to speak to me
Could it be you’re using me
In someone else’s life
Well I wouldn’t be surprised





Musik skal der til…

26 02 2007

… når Sundbys gader og stræder skal trædes under løbesko! Løbeturen blir bare meget sjovere, når der er glad musik i øregangene. Herhjemme hører jeg nok mest jazz og pop/rock, men løb kræver funk, soul, disco og pop. Det kickstarter humør og motivation, overdøver mit tunge åndedræt og trækker mig ind i en anden verden, væk fra vinterens kulde, mørke og sjap.

Min top 5 over “løbesange” lyder for tiden (i vilkårlig rækkefølge):

Earth Wind and Fire: September

Take6: The best stuff in the world

Michael Jackson: Wanna be startin’ something

Tv2: Der går min klasselærer (og den er ovenikøbet også go at stabilisere tempoet til!)

J-Lo: Play





Tysk musik – ohne Sauerkraut im Lederhosen!

14 02 2007

Anja Lehmann - Still Believe in YouTysk musik forbindes tit med Schlagerparade og dårlig smag, men hvor er det i grunden synd! P.T. har jeg to gode cd’er kørende på skift i anlægget: Anja Lehmann Still Believe in You og Kopfermann Band Erwecke Uns. Begge gode solide pop/rock-produktioner med gode tekster, fede arrangementer og ørehængende melodier.

Når jeg fortæller folk om disse cd’er, ryster de på hovedet og siger, at tysk pr. definition er klamt. Mærkeligt sådan at udelukke en hel nations musik fra sin cd-samling…

Har du noget musik på hylden, som ingen andre forstår genialiteten ved?