Overvejer at genoplive bloggen…

Efter laaaaang tids dvale, går jeg og overvejer, om min blog skal have en revival… Når man som kommunikationskvinde søger jobs, hører man ikke om andet end sociale medier, blogs og andre måder at nå sit publikum på, så jeg er blevet mindet om bloggen flere gange her på det seneste, og jeg må indrømme, at jeg har været sjovt at genlæse nogle af de gamle indlæg og kommentarer 😉

Men så husker jeg også grunden til, at jeg gik i stå på bloggen for 2-3 år siden. Efterhånden som Facebook kom mere og mere ind, røg blogmiljøet mere og mere ud, og det blev knapt så inspirerende at blogge og kommentere på andres blogs. I min bevidsthed har blogverdenen været uddød længe, men mange mener åbenbart stadig, at det er en god måde at få folk i tale på.

Hvad mener du – er der håb for blog-mediet, eller er det for stenaldermænd og outdatede virksomheder?

Kender I ham her…?

Lidt Youtube ska der til engang i mellem (en sand velsignelse på en rastløs regnvejrsaften!) – og ham her er altså en af de bedre 🙂 Tak fordi der er mennesker, der gider bruge vildt lang tid på at indøve den slags vanvittigheder bare for at underholde mig…

http://www.youtube.com/watch?v=4TM3GbxaNLI

Svømmehalsmanifest

Som den glade, omend sporadiske, idrætssvømmer, jeg er, lider jeg altså sommetider under forholdene i de københavnske svømmehaller. Derfor må jeg nu, i luthersk stil, slå mine, ikke 95, men 5 teser op i mit imaginære cyber-Wittenberg:

1: Der er en grænse for, hvor gamle ens børn kan være, før det holder op med at være okay at slæbe dem med i det modsatte køns omklædningsrum. Jeg kan ikke sætte et præcist tal på, men jeg kan udmærket udpege de tilfælde, hvor det i hvert fald er helt galt!

2: Der er en grænse mellem at strække diskret ud i saunaen og så at udføre fysioterapeutiske træningsprogrammer – og stønne imens!

3: (og den er måske mest til mig selv:) Der er en grænse mellem at svømme friskt til og så på at meje sine medsvømmere ned i bassinnet!

4: – til gengæld er der også en grænse mellem at hyggesvømme i sit eget tempo og så bare at ligge og flyde som en strandet hval i bassinnet og spærre passagen for andre, der måske godt ku tænke sig at få lidt puls ud af træningen!

5: Og så støtter jeg altså idéen om sundere mad i hal-cafeterierne – det er da for langt ude, at børn sidder og æder pomfritter, når de endelig har fået noget længe tiltrængt motion.

Hvis der er nogle, der vil fortsætte med de næste 90 teser, skal de være velkomne! 🙂

Jeg, mig selv og mig selv… og mig selv…

“Of the many men who I am, who we are
I can’t find a single one,
they disappear among my clothes,
they’ve left for another city
      
When everything seems to be set
to show me off as intelligent,
the fool I always keep hidden
takes over all that I say
   
[…]
      
While I am writing, I’m far away
and when I come back, I’ve gone
I would like to know if others
go through the same things that I do
have as many selves as I have
and see themselves similarly;”

(uddrag fra Pablo Nerudas digt “We are many”)

Okay, bortset fra, at jeg ikke kan sige, at jeg er “mange mænd”, føler jeg, at dette digt taler meget til mig. Følelsen af at rumme utrolig mange personligheder og være i tvivl om, hvilken en af dem, der egentlig er kernen, er meget bekendt. I nogle menneskers selskab træder en bestemt side af min personlighed frem – jeg bliver fx enormt trucket sammen med visse mennesker, mens andre kalder en mere intellektuel eller måske en udpræget feminin side frem i mig. Det er svært at afgøre, i hvilken situation, jeg føler mig mest som “mig selv”.

Det er især en problematik, der bliver relevant, når man dater. Findes der et andet menneske, i hvis selskab der er plads til alle siderne af éns personlighed – og er dette overhovedet nødvendigt for at leve et godt liv? Og hvordan ved jeg, om jeg selv er god nok til at give plads til andre menneskers fulde identitet, eller om jeg ubevidst presser dem ned i en kasse, hvor de lige passer ind i mit verdensbillede?

“Elementær postmodernisme”, vil nogle sige… Men stadig kompliceret, synes jeg.

Ska der være gilde, så lad der være gilde!

Nu er jeg sommetider lidt sent ude, hvad angår sidste nye sladder, så jeg har først i dag opfanget nyheden om den 16-årige Corey Delaney fra Melbourne, som i lørdags holdt en lille fest, mens hans forældre var udenbys. Eller – tingene kan jo udvikle sig, og pludselig taler vi 500 vilde og gale teenagere i baghaven, politihelikoptere, hærværk i nabolaget som ville få Ungdomshustilhængere til at tabe næse, ører og mund, og alkohol i stride strømme!

Forældrene kigger nu på en $20,000-bøde og er mildest talt temmelig misfornøjede! Det samme er politi, naboer og hele den australske offentlige sfære. Den eneste, der lader til at være forholdstvist cool omkring det hele, er tilsyneladende den famøse Corey. Hans kommentar til det hele er: “Best party ever, that’s what everyone’s saying.” Altså teenagere… Godt man ik har sådan nogle!!

Efter en længere pause…

Ja, julepausen på bloggen blev lidt længere end først forventet. 3-døgns-casen fremprovokerede en total fobi for computertastaturer og skriftlige fremstillinger over sms-niveau, så det er ikke blevet til så mange indlæg. Men siden de kendte nu er begyndt at skrive på bloggen igen, må jeg jo se at spænde hjelmen og lade fingrene danse over tastaturet igen 🙂

I første omgang blir det til et nyt tema – selvom det sikkert vil skuffe Henrik, måtte jeg altså ha noget mindre julet og mere lyst…

Nu er det jo snart for sent at begynde at skrive om nytårsforsætter, året der gik osv, så i stedet kommer her en top5 over 2008 foreløbig:

1. Fantastisk nytårsferie i Hvide Sande med hyggelige mennesker, flot vejr og go mad
2. Ny cd med Kirk Franklin, som er vendt tilbage i virkelig lækker stil (bedst som jeg ellers var ved at opgive ham)
3. Et blik på kalenderen vidner allerede om mange hyggelige stunder med venner og familie – både vel overståede og planlagte
4. 2008 tegner til at blive året, hvor jeg bliver færdig som cand.mag. og én gang for alle slipper væk fra eksamensstress, SU og asbest-befængte undervisningslokaler på KUA
5. Der er stadig 353 (eller 52 – hvordan er det nu med skudår?) dage tilbage, som kan rumme alt fra ultrapinlige bommerter til fantastiske, mindeværdige succesoplevelser.

Godt nytår! 🙂

3-døgns casen fra den ondskabsfulde Handelshøjskole

Så blir der lige 3 dage med ikke så meget aktivitet på bloggen – der skal skrives 3døgns-eksamensopgave på studiet, og det blir hårdt! Hyg jer og nyd julefreden, I der kan [ynkeligt snøft!]

Nå ja, det er selvfølgelig også muligt, at det går den helt modsatte vej, og der kommer 1.000 overspringshandlings-indlæg, men lad os nu prøve at være optimistiske omkring mit studieengagement! 🙂

Min indre Dolph…

… kommer frem, når jeg læser en nyhed som denne

Danske Regioner har haft den store lommeregner fremme og regnet ud, at manglen på sygeplejersker ville blive løst på én gang, hvis alle deltidssygeplejerskerne gik på fuld tid.

»Det er kommet bag på mig, at så mange arbejder på deltid, og set med vores øjne ligger løsningen jo lige for. At arbejde små tre timer mere om ugen kan de fleste vel magte, og så behøver vi ikke at hente sygeplejersker i Indien eller Filippinerne for at dække vores behov,« siger Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, til Politiken (min kursivering).

Undskyld mig, lever Bent Hansen sit liv i feudal-samfundet eller det kommunistiske Rusland, hvor overmagten/staten frit kan disponere over folks tid og liv efter forgodtbefindende?! Hvis folk vælger at gå på deltid, så vælger de at gå på deltid, og så ka man da ikke komme og kræve, at de lige arbejder 3 timer mere om ugen (og prøv i øvrigt lige at forklare de dér timer til børnene, der 3 dage om ugen skal hentes en time senere i børnehaven?!).

Vi lever forhåbentlig stadig i et land, hvor det er op til folk selv, hvor mange timer de vil arbejde om ugen (så længe de kan forsørge sig selv). Hvis nogle kvinder vælger at prioritere familien – eller bare deres almene fysiske og psykiske velbeifndende – over jobbet, så skal de sandelig have lov til det, og så skal der ikke sidde nogle støvede mænd på et kontor og disponere over dem som skakbrikker på et bræt!

Det værste er, at flere medier har valgt at indtage Bent Hansens grænse-aristokratiske indstilling til sygeplejerskernes modvilje mod de ekstra arbejdstimer – nyhedsoplæseren på TV2 Radio i morges havde synlig indignation i stemmen, da hun forklarede at de “ikke havde lyst” til at arbejde mere. Der tegnes et billede af sygeplejestanden som en flok forkælede, dovne slamberter, der ikke er en kæft interesserede i samfundets bedste – ironisk nok, deres arbejde taget i betragtning…

Nå, det var dagens galde! Jeg ku også godt ha bitchet over de mandlige præster, der ikke vil give hånd til deres kvindelige kolleger, men jeg har vist fået afløb nok for i dag…

Fortid

Sommetider ka man støde på interessante ting, når man kaster sig over studiebøgerne. I min bog om “Strategic Management and Organisational Dynamics” læste jeg i går om forskellige måder at forstå begrebet “fortid” på. I følge en af teoretikerne kan fortiden forstås på 2 måder:

1. “real events that are independent of any present”
2. “not as a given to be discovered, but as a meaning to be formulated anew“

Jeg kan godt lide idéen om, at fortiden ikke bare er hændelser, der har fundet sted og ikke kan ændres, men at det er en mening, der skal formuleres på ny. På den måde er de kiksede ting, jeg gjorde i går, ikke bare pinlige minder, men kan formuleres ind i min nutid i en mening, der kan sætte mig i stand til at træffe bedre beslutninger for i morgen (om jeg så gør brug af det, er en anden sag! 😉 ) Det er næsten helt poetisk…

Det interessante er så, at alle mennesker konstruerer forskellige fortider, så pludselig kan gårsdagens hændelser ikke bare samles under én fortid, men eksisterer i talrige former og faconer i forskellige menneskers bevidsthed. Vores bog fokuserer mest på, hvilken betydning dette har for virksomhedsledelse, men jeg syns i høj grad også, det er værd at tage i betragtning i hverdagen.

Man kunne også udtrykke det med T.S. Eliots ord (som hører til blandt mine yndlingscitater):

“Time present and time past
are both perhaps present in time future,
and time future contained in time past.
If all time is eternally present
all time is unredeemable.”

(Fra Four Quartets, Burnt Norton)

Hvem er rundtosset? 😉

Du ved, du er fra København, når…

• du kan havne i en fire timers diskussion om, hvordan man lettest kommer fra Nørrebro til Valby – uden at vide hvor Roskilde ligger.
• du betaler mere i transportudgifter hver måned, end de fleste i landet betaler i husleje
• du betaler 40 kroner for en øl uden at blinke – selvom baren har købt den for 1,25.
• du tager bussen for at komme til træningscenteret.
• du ikke registrerer sirener længere.
• du er mistænkelig overfor fremmede, der er høflige.
• din dør har minimum to låse.
• når du er ude at rejse – i Mellemøsten – savner du “rigtig” fallafel.
• du savner “rigtig” pizza i Italien.
• du ikke er særligt interesseret i at tage ind til Rådhuspladsen nytårsaften.
• du ved hvordan man folder Metroexpress og Urban vertikalt, så du kan læse den i bussen uden at genere sidemanden.
• hvis nogen støder ind i dig, tjekker du, om du har din pung.
• gult lys betyder “sæt farten op”.
• rødt lyst betyder “sæt farten op” – fordi du kun har 1 sekund til det andet lys er grønt.
• “palæstinensisk selvstyre” betyder Blågårdsbanden.
• du ved, at elevatoren på Frederiksberg station aldrig virker.
• du ikke ved med sikkerhed, om det er Højesteret eller Byretten der ligger … well på et at stederne.

Udpluk tyvstjålet fra gruppen “Du ved, du er fra København når…” på Facebook – tjek den og find ud af, om du selv ved, du er fra København 🙂